Små paradiser. Blomster og haver i islam

Er paradiset en have? Ja, sådan forholder det sig faktisk, for “paradis” er afledt af det persiske “paridaize”, som Xenophon anvendte om de persiske haver. Senere opfattede araberne “faradis” som en arabisk flertalsform og indførte som entalsform “firdaws”. Men i Koranen tales der som regel om “djinna” = have. Europæiske rejsende har flere gange beskrevet de vidunderlige haveanlæg i Nærorienten og Mellemøsten. Også arabernes, persernes og tyrkernes historiske værker informerer os om fyrsternes haver , og i det stormogulske Indien viser de fremstillede miniaturer haver og blomster i rigt mål , som er absolut naturtro. Men det var ikke kun de store haveanlæg i middelalderen, der var typiske for den islamiske verden. I mange huse var gårdhaven en vigtig del af arkitekturen. Den besøgende, der fik lov til at træde ind gennem den indre dør i familiens domæne, opdagede en have, der var afskærmet og måske lille, men som alligevel kunne rumme lidt grønt, et bassin og eller et springvand. Her kunne husets damer nyde frisk luft og blomsterduft uden at blive i agttaget af fremmede. – Også moskeer kunne være omgivet af haver.